Syv lækre samlebind med Thorgal

Serien om Thorgal - vikingen fra stjernerne - er en fantasytegneserie med elementer af science fiction. Den blev skabt i 1977 af den belgiske forfatter Jean Van Hamme og den polske tegner Grzegorz Rosinski. De nåede at lave 29 album sammen, før Van Hamme lod sig udskifte med andre forfattere. Rosinski tegnede serien t.o.m. nr 36.

Serien genudsendes i disse år i kronologiske samlebind, der typisk indeholder tre af de oprindelige album, og et afsnit med spændende ekstramateriale. Foreløbig er der kommet syv bind, kulminerende med Glemselens slør, der afslutter den spændende og følelsesfulde fortællingen om Thorgals hukommelsestab og hans nye identitet Shaigan den Nådesløse.



Tegninger og historie er i europæisk topklasse. Serien bevæger sig behændigt i et univers, der er lige dele fantasy, nordisk mytologi, og science fiction. Historierne er spændende og overraskende, og har et flot flow. Karaktererne står usædvanligt stærkt. Thorgals dybe forhold til hustruen Aaricia er dramatisk og poetisk beskrevet, og biroller - som fx børnene Jolan og Ulv - udvikles løbende, alt imens de vokser op, og gradvist tildeles mere og mere plads.

Thorgaluniverset er de seneste år blevet udvidet med spin-off-serierne Thorgals Verden: Kriss af Valnor og Thorgals Verden: Ulv, der knytter sig direkte til hovedserien, og samtidig foretager nedslag i tidligere begivenheder.

Anbefales.

TTT nr 97 - Thorgalkrøniken
titel: 1. Vikingen fra stjernerne
2. Dødens favntag
3. Vikinger og guder
4. Sagaen om landet Qa
5. Gennem tid og rum
6. Shaigan den Nådesløde
7. Glemselens slør

forfatter: Jean Van Hamme
tegner: Grzegorz Rosinski
serie: Thorgalkrøniken
oversætter: Jens Peder Agger
forlag: Cobolt

Download formidlingsvideo via Mediafire (MP4, tekstet, 202mb, 1920x1080 HD) - åbner i ny fane

Kommentarer